Sidste opdateringer maj 25th, 2019 5:30 AM
Måske stemmer vælgerne simpelthen nej til EU, fordi de er imod EU
Af Lave K. Broch, cand. scient. pol og 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Mange danske medier dækker Brexit på en normativ og ikke særlig saglige måde. Det var derfor med interesse, at jeg læste artiklen om Brexit i DJØF-bladet fra den 5. maj. Der var pointer i artiklen, som jeg er enig i. Eksempelvis, at det er blevet sværere for EU-positive regeringer at skræmme vælgerne. Men der er tre ting, som jeg synes er problematiske med denne artikel, og med en hel del af mediedækningen af Brexit.
For det første ligger der en underforstået opfattelse af, at det ikke er rationelt eller konstruktivt at stemme nej til EU. Ofte gives der eksempler på, at det er folk med lavere viden eller folk, som bor på landet, der er imod EU. Men når det f.eks. kun er EU-kommissionen, som må stille lovforslag i EU, er der et grundlæggende demokratisk problem, som de fleste kan forstå. I artiklen nævnes, at der går en skillelinje mellem liberale og urbane vælgere og vælgere i ”provinsområder og udkantsområder, der ønsker immigrationsstramninger og mere national selvbestemmelse”. Men jeg vil hævde, at det er en anden skillelinje, som deler vandene. Den skærer endnu dybere ind i de klassiske partiskel. Det er skillelinjen mellem dem, der støtter centralisering af magt, og dem, som ønsker et levende folkestyre. Når et flertal i en befolkning stemmer nej til et EU-relateret spørgsmål, må der jo være mennesker i alle samfundslag, der vender sig imod udviklingen i EU. Jeg er selv internationalist og medlem af Radikale Venstre. Jeg har tre gange forud for den britiske afstemning været i Storbritannien og har venner i Labour, De Grønne og De Konservative i Storbritannien. Det der kendetegner EU-modstanden i Storbritannien, er, at den er tværpolitisk. Leave-tilhængerne kommer fra alle samfundslag ligesom EU-modstanden er bred i Danmark og Norden i øvrigt. Briternes nej var ikke et nej til internationalt samarbejde. Men det var et nej til EU-medlemskab.
For det andet botaniseres der altid i, hvorfor folk kan stemme nej til EU, men sjældent i, hvorfor folk kan finde på at stemme ja. Der nævnes også ofte, at vælgerne nok har stemt om noget helt andet. Men det kan man hævde om ethvert valg til Folketinget eller i alle sammenhænge, hvor der stemmes. Jeg køber den ikke. Jeg vil hævde, at flertallet i disse afstemninger simpelthen stemmer ud fra, hvad de mener om EU. I artiklen citeres Sara Hobolt – i forbindelse med en henvisning til det danske nej til Maastricht-traktaten – for bl.a. at sige ”Det lærte os, at folk ikke altid stemmer om det, de bliver spurgt om ved folkeafstemninger …”. Dette forarger mig meget. Afstemningen i 1992 var den første, jeg kunne stemme i, og jeg stemte nej, netop fordi jeg havde læst traktaten. Det var især målet om, at EU skal blive en forsvarsunion kombineret med det demokratiske underskud, som fik mig til at sige klart nej. Og så ønskede jeg, at Danmark i stedet skulle tage initiativ til et nordisk statsforbund. Desuden var det en realitet, at Danmarks daværende statsminister Poul Schlüter havde løjet i forbindelse med afstemningen i 1986 og hævdet, at Unionen ville være stendød, hvis det blev et ja. Min erfaring er, at nej-sigerne i Danmark netop havde sat sig ind i, hvilken vej EU var på vej i, og de ønskede en anden vej for Danmark. Det er også tilfældet i Storbritannien.
For det tredje er det en besynderlig ting at tale om ”uforudsigelige folkeafstemninger”, som der gøres i artiklen. Det er vel kun i diktaturstater, at valg og afstemninger er forudsigelige. Jeg er stor tilhænger af demokrati og også gerne mere direkte demokrati. Jeg er tilhænger af, at vi skal gøre alt for, at valg og afstemninger ikke er forudsigelige. Det, der er brug for, er, at fakta kommer på bordet, og at argumenter mødes med argumenter.
Jeg er dog meget enig med Sara Hobolt i, at vælgere ikke længere lader sig skræmme. Det gælder også i Danmark. Det var helt tydeligt i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet, hvor den tidligere justitsminister Søren Pind helt udokumenteret påstod, at hvis vi ikke stemte ja til at afskaffe forbeholdet, så ville Sverige få indflydelse på den danske flygtningepolitik. Københavns overborgmester Frank Jensen talte om større risiko for terror. Mens stort set hele ja-siden påstod, at det var meget svært at få en mellemstatslig aftale om Europol efter et nej, og at den ville blive så dårlig, at det ville få store konsekvenser for bekæmpelse af kriminalitet i Danmark.
I dag ved vi, at politiet laver stort set lige så mange søgninger i Europols register, som da Danmark var med i Europol. Vi ved, at det var muligt at få en mellemstatslig aftale. Men også før afstemningen var det muligt at få viden om, at Norge havde forhandlet sig frem til en aftale i løbet af et år, og at selv lille Albanien og en række andre lande havde samarbejdsaftaler om Europol. Vi, der var på nej-siden, skulle under hele kampagnen forklare, hvordan det var muligt at samarbejde mellemstatsligt. Heldigvis lod flertallet af vælgerne sig ikke skræmme. Måske netop fordi de havde sat sig ind i tingene …
Her er link til artiklen i DJØF-bladet: www.djoefbladet.dk/artikler/2018/5/brexit-l-ae-rte-os-at-v-ae-lgerne-er-blevet-sv-ae-rere-at-skr-ae-mme.aspx
Lave K. Broch: Danske medier laver alt for ofte en normativ mediedækning af Brexit
Det er ofte DF-segmentet, der med manglende sprogkundskaber, men med en partilinie der anbefaler at de skal ytre sig så ofte som muligt, smider EU-protester, der prikker til folks frygt, på nettet. (fb) –
Der er behov for en hel anden og massiv dækning af hvilke MULIGHEDER der vil opstå, hvis vi tager os sammen og kommer ud af EU. –
Frihed til at gennemføre en miljøpolitik der tager fat her og nu.
Frihed til at genetablere socialt sikkerhedsnet.
Genopdagelse og styrkelse af nordisk/skandinavisk samhandel og forskning.
Gennemskuelighed m.h.t. statstilskud til virksomheder/erhverv.
Fra min “røde gulvspand” ser det ud som om de nationalsocialistiske tanker om “Region Nord” er blevet gennemført under falskt dække.
Ud skal vi, men spørgsmålet er hvordan man vækker folks bevidsthed om at det kan lade sig gøre.
Og så vil jeg gerne citere Ulf Ulf Baldrian Kudsk Harbo:
Der er ikke ret meget liberalisme på højrefløjen i Danmark og ikke ret meget socialisme på venstefløjen.
Der ellers brug for både frihed og solidaritet for at få et velfungerende samfund med høj velstand of lighed.
Tingene hænger sammen og tidens tendens med kontrol straf og mere ulighed er udtryk for at vi bevæger os længere og længere væk fra demokratiets idealer og bliver stadig mere totalitære.