Sidste opdateringer juni 5th, 2022 9:46 AM
Et levende demokrati
For mig betyder demokrati ikke kun, at man som borger stemmer til valg hvert fjerde eller femte år. Jeg ønsker et demokrati, hvor det er nemt at få viden om hvilke love der er på vej. Et demokrati, hvor der er tid til folkelig debat om nye love. Et demokrati, hvor der er så kort afstand, som muligt mellem borgerne og de folkevalgte.
Men EU svækker demokratiet. Det er f.eks. kun embedsmændene i EU-kommissionen, der kan stille lovforslag. Der er alt for lidt tid til debat om vigtige love og det er alt for vanskeligt for offentligheden, at få den nødvendige viden om hvad der er på vej fra EU. Desuden begrænser EU’s Lissabon-traktat det politiske råderum på alt for mange områder.
Som EU-parlamentariker vil jeg derfor gøre alt hvad jeg kan for at forsvare folkestyret gennem at kæmpe for åbenhed og dialog, for at flytte magt tilbage fra EU til Danmark og modsætte mig yderligere suverænitetsafgivelse fra Danmark til EU. Derudover vil jeg forsvare de danske undtagelser og kæmpe for alternativer til EU.
Et bæredygtigt miljø
Som jeg ser det er der to miljømæssige trusler, som vi er nødt til få øverst på den politiske dagsorden. Det drejer sig for det første om den globale opvarmning og de relaterede klimaforandringer. Og for det andet om alle de farlige kemikalier og tilsætningsstoffer vi møder i hverdagen.
EU bevæger sig alt for langsomt frem i forhold til den globale opvarmning. Her er der brug for, at nogle stater i verden tager førertrøjen på og det vil være en naturlig rolle for Danmark og de andre nordiske lande. EU tillader desuden alt for mange farlige kemikalier og tilsætningsstoffer, der giver allergi eller er kræftfremkaldende. Det er en skandale, at EU svækker danske økologiregler og begrænser vores muligheder for at synliggøre GMO-produkter for forbrugerne. Som det er i dag, er det meste af det konventionelle svinekød, oksekød, mælkeprodukter og æg, som du kan købe i supermarkederne, produceret med genmodificerede afgrøder som soja og majs.
Dyrevelfærd er også vigtigt for mig og jeg mener, at det er afgørende, at det fremtidige EU-parlamentet forholder sig til EU’s regler om ikke mindst dyretransporter og et forbud mod opdræt af Belgian Blue køer. Desværre har EU-parlamentet i april afvist et forslag om at begrænse dyretransporterne til 8 timer, og EU-kommissionen ignorerede en million underskrifter, der krævede dette.
Som EU-parlamentariker vil jeg kæmpe for at vi tager den globale opvarmning langt mere alvorlig. Danmark skal f.eks. sammen med Norge kunne tage initiativer i FN uden at vente på EU. Og Danmark skal selv kunne forbyde allergi -og kræftfremkaldende stoffer. Derudover vil jeg gøre hvad jeg kan for at sikre så høje standarder som muligt på økologiske produkter og forsvare det danske økologimærke. Jeg vil også kæmpe aktivt for dyrevelfærd i EU-parlamentet og imod GMO-produkter – som minimum skal Danmark kunne indføre en mærkningsordning, der viser hvis et produkt er påvirket af GMO.
Det nordiske velfærdssamfund
De nordiske folk har mange fælles traditioner. Det gælder på områder som demokrati, ligestilling og velfærd. Som jeg ser det er den skattefinansierede velfærdsmodel til gavn for demokratiet, ligestillingen og vores økonomi. Men den nordiske velfærdsmodel er under pres i EU. Det skyldes to ting. For det første har EU’s traktatgrundlag delvis et modsætningsforhold til det nordiske velfærdssamfund og for det andet er mange af EU-landenes regeringer ikke interesserede i at udvikle et skattefinansieret velfærdssamfund, som vi kender det fra Danmark. Det påvirker beslutningerne i EU og dermed Danmark.
Jeg mener, at Danmark skal være et åbent land, men også have ret til at bestemme hvornår mennesker i Danmark har ret til skattefinansierede ydelser. I mange andre lande lever mange mennesker i fattigdom, som vi indtil videre næsten ikke har i Danmark. Som jeg ser det er det helt afgørende, at vi bekæmper fattigdom såvel i Danmark som i resten af verden. Et første og vigtigt skridt er forsvaret af den nordiske velfærdsmodel – som kan være en stor inspiration for andre lande.
Som EU-parlamentariker vil jeg gør hvad jeg kan for at forsvare den nordiske velfærdsmodel og arbejde for fattigdomsbekæmpelse både i Danmark og omverden. Den nordiske velfærdsmodel skal udvikles og ikke afvikles. EU skal ikke have ret til at blande sig i om der skal være brugerbetaling for offentlige tjenester i Danmark.
Globalt udsyn
EU er samlet set verdens næststørste våbeneksportør. Våben fra EU er gennem årene blevet solgt til diktatorer som Saddam Hussein og Moammar Ghaddafi. Og EU’s udenrigsminister Catherine Ashton vil, at EU skal sælge våben til Kina. Men det er heldigvis indtil videre blevet afvist. EU’s topmøde i december besluttede desuden, at unionen skal styrke våbenindustrien inden for EU og at EU skal hjælpe våbenindustrien med salgsfremstød uden for unionen.
EU’s udenrigspolitik har også flere gange været til skade for FN’s fredsarbejde i verden. Det gælder ikke mindst, da EU terrorstemplede de tamilske tigre i Sri Lanka og ødelagde det norske forsøgs på at mægle fred på øen. Terrorstemplingen førte til, at borgerkrigen genopblussede og at danske, svensk og finske fredsobservatører måtte forlade Sri Lanka. Norge og Island forsøgte, at opretholde en fredsmission, men det var helt umuligt, da borgerkrigen var i gang igen og det endte med at langt over 40.000 mennesker blev dræbt.
EU er også en toldunion, der har handelsmure mod omverden. Det er til skade for såvel de fattige lande, som for borgerne i Danmark.
Min vision er, at de nordiske lande går sammen i et tættere samarbejde og at vi på nordisk plan arbejder for en respekt for folkeretten og for en styrkelse af FN.
Som EU-parlamentariker vil jeg kæmpe imod EU’s støtte til våbenindustrien og for et forbud mod eksport af våben til diktaturstater og lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Jeg vil også arbejde for at folkeretten overholdes og for at FN styrkes. Desuden vil jeg konstruktivt arbejde for mere nordisk samarbejde. Ikke for at Norden skal være en ny osteklokke, men for et Norden, der aktivt kæmper for en bedre verden. På europæisk niveau vil jeg aktivt arbejde for at Europarådets arbejde med og for menneskerettighederne får flere ressourcer. Jeg vil også arbejde for oplysning om EFTA, hvor Norge og Island indgår, da jeg ser dette samarbejde, som et alternativ til EU på det handelspolitiske område.