Sidste opdateringer juni 5th, 2022 9:46 AM
Vetoretten inden for forsvarsområdet er under pres i EU. Derfor drejer folkeafstemningen sig om suverænitet på forsvarsområdet
Af Lave K. Broch, cand.scient.pol. og medlem af Folkebevægelsen mod EU’s landsledelse
Flere af ja-sigerne og en del eksperter påstår, at folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet ikke drejer sig om suverænitet. Jeg er ikke enig. For mig drejer suverænitet sig om muligheden for at bruge vetoretten inden for hele det område, der dækkes af forsvarsforbeholdet, og det er en kendsgerning, at vetoretten inden for EU’s forsvarspolitik er under pres.
Lad mig starte med at slå fast, at der er områder, der dækkes af forsvarsforbeholdet, hvor beslutninger træffes med flertalsafgørelser, og hvor Danmark efter et ja den 1. juni med sikkerhed ikke vil have en vetoret. Det drejer sig om:
- den finansielle forvaltning angående en fond til hastefinansiering af civile og militære operationer (TEU art. 41)
- statutten for EU’s forsvarsagentur samt hjemstedet og de nærmere bestemmelser for agenturets drift (TEU art. 45)
- etablering, medlemskab og fratagelse af medlemskab angående det militære integrationssamarbejde ”permanent struktureret samarbejde” (PESCO) (TEU art. 46).
For det andet har den danske regering allerede gennem EU’s strategiske kompas accepteret, at der lægges op til tilbageholdenhed med brug af vetoretten inden for sikkerheds- og forsvarspolitikken. Det er det, som kaldes “konstruktiv afståelse”. Det betyder, at man ikke blokerer for en beslutning, når man er imod noget, som flertallet i EU ønsker at gennemføre Landet, der benytter sig af konstruktiv afståelse, hæfter dog politisk og økonomisk, selv om den pågældende regering ikke har støttet forslaget.
I EU’s strategiske kompas står der:
”Mere generelt må vi også arbejde for større fleksibilitet i vores beslutningsproces uden at gå på kompromis med den politiske og finansielle solidaritet. Vi vil derfor udnytte det potentiale, der findes i EU-traktaterne, herunder konstruktiv afståelse” (side 14 i EU’s strategiske kompas).
For det tredje ved vi i dag, at Tyskland, Frankrig og Italien ønsker at afskaffe vetoretten inden for dele af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik samt ønsker traktatændringer. EU-parlamentets formand Roberta Metsola har den samme holdning (kilde: www.dr.dk/nyheder/udland/eu-spidserne-aabner-aendre-den-faelles-forsvarspolitik-men-regeringen-siger-blankt). EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen har sagt noget lignende, men har senere trukket i land. Mit gæt er, at von der Leyen fik et venligt opkald fra den danske regering.
For det fjerde hænger det jo ikke sammen, at ja-partierne i Folketinget vil have et stærkt EU inden for forsvars- og sikkerhedspolitikken og samtidig er imod overstatslighed. Det ser ud til, at flere af ja-sigerne både blæser og har mel i munden. For eksempel har De Konservatives MF Mette Abildgaard, før vi vidste, at der kom en folkeafstemning, sagt, at hun gik ind for at fjerne vetoretten inden for forsvarsområdet (kilde: DK4).
Flertallet på Christiansborg kunne love os, at der vil være en vetoret inden for alt det, som dækkes af forsvarsforbeholdet, men det har de ikke gjort.
Ja-sigerne taler om, at vi får en folkeafstemning, hvis der kommer en overstatslig EU-hær, og de vil indskrive dette løfte i bemærkningerne til loven om folkeafstemning, men det er jo ikke det samme som et løfte imod overstatslighed inden for alt, der hører under forsvarsområdet.
Når man skal forholde sig til spørgsmålet om suverænitet i forhold til EU’s forsvarspolitik, kan man gøre det på mange måder. Man kan vælge kun at forholde sig til spørgsmålet, om der kommer en overstatslig EU-hær, eller man kan mene, at der sker suverænitetsafgivelse, når Danmark mister vetoretten inden for dele af EU’s forsvarspolitik.
For mig drejer suverænitetsafgivelse sig om, hvor magten over forsvarspolitikken reelt ligger.
Der er utvivlsomt et pres på vetoretten inden for EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik, og derfor anbefaler jeg et nej den 1. juni. Et nej er den bedste garanti for, at magten over forsvarspolitikken forbliver i Danmark.
