Danmark kan lære af Norges indsats for fred i verden

---

Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Vores broderland i nord – Norge – er blevet en stormagt inden for fredsmægling og internationalt fredsarbejde. Danmark kan lære af Norges ihærdige arbejde for fred. Vi kan sammen med Norge være med til at skabe en mere sikker verden.

Efter 52 års krig og næsten fire års fredsforhandlinger lykkedes det. Den colombianske regering og Colombias største guerillagruppe FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia-Ejército del Pueblo) kunne sidste år præsentere en fredsaftale, som de var blevet enige om. Fredsaftalen blev derefter forkastet ved en folkeafstemning, revideret og endelig vedtaget af Colombias parlament i december 2016.

Over 200.000 colombianere havde mistet livet i konflikten, og op mod 7 millioner colombianere lever som flygtninge i deres eget land.

Om der bliver fred i Colombia, er stadig usikkert, men med fredsaftalen og en fortsat aktiv indsats for fred er sandsynligheden større.

Norge havde en særlig rolle i forhandlingerne om fred i Colombia. Fredsforhandlingerne mellem FARC og den colombianske regering startede officielt i Oslo i 2012, men før dette havde Norge sonderet mulighederne for en reel fredsproces. Da forhandlingerne gik i gang, blev både Norge og Cuba såkaldte garantilande, og de to lande spillede begge en vigtig rolle i arbejdet med at få en fredsaftale på plads. Det var ikke en nem opgave at nå til en fredsaftale, og som i alle konflikter er der sket massive overgreb mod civile, og der er nok ingen familie i Colombia, som ikke har været berørt af konflikten. Desuden skete der drab samtidigt med fredsforhandlingerne. I 2015 dræbte FARC 11 regeringssoldater. Regeringen svarede prompte igen med at bombe FARC-lejre, hvilket formentlig førte til, at 30-40 guerillasoldater blev slået ihjel. Norge hjalp også på et tidspunkt i løbet af fredsforhandlingerne en 30-årig amerikansk eventyrer med at blive frigivet fra FARCs fangenskab.

Norge fortsætter også med at engagere sig i fredsprocessen i Colombia, efter at fredsaftalen er vedtaget. Tre norske politikvinder deltager f.eks. i FN’s indsats og skal overvåge, om våbenhvilen mellem regeringen og FARC bliver overholdt. Derudover spiller Norge og USA centrale roller i en international indsats for rydning af landminer i Colombia. En indsats, der bl.a. støttes af EU og en række lande. Ca. 11.000 colombianere er blevet såret eller dræbt af landminer de seneste 25 år, og derfor er fjernelse af landminer afgørende for at skabe sikkerhed i landet.

Fredsaftalen i Colombia er bestemt en af de vigtigste triumfer for Norge i landets ihærdige indsats for fred. Norge er dog engageret i fredsmægling og forsoning mange andre steder i verden. I det norske udenrigsministerium findes en særlig sektion, Fred og Forsoning, der prøver eller har prøvet at stoppe konflikter i Afghanistan, Israel-Palæstina, Sri Lanka, Guatemala, Myanmar, Nepal, Filippinerne, Somalia, Sudan/Sydsudan – og flere andre lande.

Det er langtfra altid, at den norske indsats fører til fred, men det stopper ikke nordmændenes vilje til at forsøge. Og nogle gange lykkes det netop som i Colombia i december 2016.

På det norske udenrigsministeriums hjemmeside kan man læse:  ”I freds- og forsoningsarbeid er det viktig å forstå de underliggende årsakene til voldelig konflikt og sette i verk tiltak som gjør noe med dem. Årsakene til voldelig konflikt er mange og sammensatte. Mange av de globale sikkerhetstruslene vi står overfor er symptomer på uløste politiske utfordringer. Resultatet er vold og at stater mister kontroll over territorium og grenser. Utfordringen vår blir å ikke bare lindre symptomene, men å bidra til endring av noen av de underliggende årsaksforholdene. Gjennom freds- og forsoningsarbeidet støtter vi lokale, regionale og internasjonale anstrengelser for å skape varige politiske løsninger”.

Norsk grundighed er således en af de vigtige ingredienser i Norges fredsarbejde. Det norske udenrigsministerium oplyser dog, at de sjældent optræder alene i fredsarbejdet. I nogle fredsprocesser, som i Colombia og på Filippinerne, har Norge en officiel rolle. Men hovedreglen er dog, at Norge samarbejder i større sammenhænge. Norge støtter f.eks. FN’s indsats for fred og forsoning i verden.

Men hvordan kan det være, at Norge er blevet en global stormagt inden for fredsmægling? Ja, jeg vil sige, at det er en kombination af flere faktorer. Den vigtigste faktor er formentlig politisk vilje. I Norge er der i dag bred politisk støtte over hele det politiske spektrum til fredsarbejdet.

En anden vigtig årsag er, at Norge ikke følger EU’s terrorliste. Norges Storting har i stedet besluttet, at landet kun skal følge FN’s terrorliste, og den er langt mindre omfattende end EU’s – og for den sags skyld USA’s terrorliste. Norge valgte f.eks. ikke at terrorstemple colombianske FARC, da EU gjorde det i 2002, og holdt i øvrigt fast i terrorstempling af FARC, selv om Norge kæmpede aktivt for fred i landet. Det var faktisk først, efter at fredsaftalen blev indgået, at EU valgte at fjerne FARC fra terrorlisten.

Der er derfor en stor forskel på, hvem der er terrorstemplet i henholdsvis København og Oslo. Norges nej til EU’s terrorliste betyder bl.a., at palæstinensiske Hamas, kurdiske PKK og De Tamilske Tigre ikke er terrorstemplede i Norge, mens de er det i EU. Det giver Norge en helt anden mulighed for at komme i kontakt med forskellige parter i væbnede konflikter, mens EU’s terrorliste begrænser Danmarks muligheder for at bakke op om fredsprocesser rundtom i verden.

I Sri Lanka-konflikten var EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre i 2006 ødelæggende for den igangværende fredsproces, hvor Norge også spillede en central rolle, og hvor Danmark indgik i en nordisk fredsmission under ledelse af den svenske oberst Ulf Henricsson. Efter EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre startede kamphandlingerne i Sri Lanka. De nordiske EU-lande – Danmark, Finland og Sverige – var på grund af EU’s terrorstempling nødt til at trække deres observatører ud af Sri Lanka. Norge og Island – der ikke er med i EU – prøvede at styrke deres bidrag til fredsmissionen, men det hjalp desværre ikke, for Sri Lankas regering iværksatte en stor offensiv, der kostede titusinder af mennesker livet. Norge var rasende på EU for terrorstemplingen, og den svenske leder af fredsmissionen, følte sig groft svigtet. Henricsson havde i klar tale og i god tid advaret EU imod en terrorstempling, netop fordi han forudså, at en EU-terrorstempling ville ødelægge fredsforhandlingerne. Men der blev desværre ikke lyttet til Henricsson i Bruxelles.

Jeg mener, at vi allerede nu kan vælge at støtte op om Norges fredsarbejde. Der er nemlig ingen grund til, at Danmark blindt følger EU’s terrorliste. EU har endnu ikke en overstatslig udenrigs- og sikkerhedspolitik, og hvis man mener, EU’s terrorliste er retspolitik, så har vi jo i Danmark sagt nej til EU’s overstatslige retspolitik ved folkeafstemningen den 3. december 2015. Desuden følger EU-landet Storbritannien heller ikke EU’s terrorliste blindt. Briterne bestemmer selv, hvem de ønsker at terrorstemple, og det gjorde de også mange år før den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet.

Det er derfor grundlæggende et spørgsmål, om vi i Danmark har politisk vilje til at lære af Norges indsats for fred i verden. Jeg vil ønske, at vi også herhjemme og på tværs af partier og holdninger til EU vil blive enige om, at Danmark skal oprette en afdeling i Udenrigsministeriet for fred og forsoning, afsætte økonomiske ressourcer til et større engagement for fred i verden og desuden beslutte, at vi ikke længere vil følge EU’s terrorliste.

Ja til norske tilstande i det danske arbejde for fred i verden!  Vi kan blive til en fredsnation.

 

---

---

---