Lave K. Broch – Europa år 2027: Hele Norden takkede nej til EU-staten

Europa år 2027: Hele Norden takkede nej til EU-staten

Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU & Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Vi ville ønske, at luften var blevet ren, at fattigdommen var udryddet på jorden, at krige var noget man kun kunne læse om i historiebøgerne, og at menneskerettigheder var en selvfølge for alle mennesker i 2027. Men desværre er der stadigvæk politiske udfordringer. De seneste ti år har dog ført til store forandringer i Europa og verden heriblandt nogle positive forandringer. En af de helst store game changere blev Brexit.

Storbritanniens udtræden af EU i 2019 kombineret med Jean-Claude Junckers forslag om etableringen af Europas Forenede Stater førte til, at Danmark og Sverige forlod EU i 2024, og i slutningen af 2026 lykkedes det også EU-modstanderne at vinde folkeafstemninger om udtræden af EU i Finland og andre EU-lande (Irland, Estland og Tjekkiet).

Danmark og Sverige fik hurtigt etableret et tættere samarbejde med Norge og Island efter frigørelsen fra EU. Der var stor folkelig støtte for et tættere nordisk samarbejde i alle de fire lande og i Danmark var det kun Europabevægelsen, som protesterede imod det tættere nordiske samarbejde. De fire lande besluttede, at det tættere nordiske samarbejde også skulle være åbent for Finland, hvis finnerne på et senere tidspunkt ønskede at tilslutte sig, og at Finland i øvrigt kunne deltage i alt det nordiske samarbejde, som de havde lyst til og mulighed for.

EU-modstanden voksede dog i Finland og flere andre EU-lande, og da det nordiske samarbejde var blevet stærkere, så var det svært for finske politikere at holde fast i EU. En afstemning i Finland i 2026 resulterede derfor også i at det finske folk stemte for udtræden af EU. Finland er derfor i skrivende stund i gang med at forhandle med EU om deres udtræden af EU.

Norden har på flere områder valgt at gå andre veje end EU. Samarbejdet er langt mere decentralt og demokratisk. Ethvert medlem af de nationale parlamenter i Norden kan stille forslag til fælles nordiske regler, og hvis et land ikke vil være med i en bestemt lovgivning, så er det muligt at takke nej. Nogle ville måske mene, at dette gør samarbejdet svagt, men vi har det modsatte synspunkt. Fleksibiliteten og den folkelige forankring gør Norden til et stærkt samarbejde. I modsætning til EU, som er topstyret og hvor folkevalgte politikere ikke kan og må stille lovforslag, da EU-kommissionen fastholder deres eneret til at stille lovforslag i EU.

Norden er også i stigende grad igen begyndt at tale i fællesskab i FN og andre internationale sammenhænge til gavn for verdens fattige, menneskerettighederne og miljøet. Det er noget som mange repræsentanter for det globale syd sætter stor pris på.

Norges store indsats på fredsområdet har desuden inspireret danske og svenske politikere. Nogle ville måske sige, at vi i Danmark og Sverige havde været jaloux på Norge. Men EU’s fælles udenrigspolitik begrænsede i lang tid den danske og svenske indsats for fred i verden, og først efter udmeldelsen af EU blev det muligt for de fire nordiske lande at stå effektivt sammen i fredarbejdet. Danmark og Sverige har ligesom Norge og Island valgt at takke nej til EU’s terrorliste. Dermed opfattes de fire nordiske lande, som mere upartiske og troværdige i internationale fredsforhandlinger.

Meget peger på at Finland også vil deltage i det fællesnordiske fredsarbejde når de er kommet ud af EU. Efter det finske nej til EU i 2026 holdt den finske statsminister en tale, hvor hun slog fast, at hun – på trods af hendes støtte til EU i folkeafstemningen – ville respektere folkets vilje og inderst inde var glad for, at Finland ville kom hjem til Norden, og at Norden sammen kunne kæmpe for fred på en fredelig måde og ikke som stormagterne, der alt for ofte skabte mere ufred i verden. Hun lovede desuden, at Finland som noget af det første ville træde ud af EU’s kampgrupper og forsvarsagentur, samt ikke længere anerkende EU’s terrorliste. I stedet vil Finland foreslå, at de nordiske lande giver hinanden en forsvarsgaranti og samtidigt lover at FN-pagten skal følges i ord og ånd.

Finlands statsminister pegede desuden på Israel-Palæstina-konflikten, som en af de mest vigtige for verdenssamfundet at løse, og tilføjede at Norden i fællesskab må gøre alt hvad der er i vores magt for at støtte en fredsproces netop der og at vores lande skal bidrage til at der blev givet sikkerhedsgarantier til både israelere og palæstinensere – således at vi endelig kan få fred mellem de to folk. Alle de nordiske regeringer er i dag enige i dette. En sådan fredsindsats havde dog ikke været muligt inden for EU på grund af EU’s terrorstempling af Hamas og EU’s overstatslige udenrigspolitik, som blev indført for få år siden.

Et af de indenrigspolitiske forhold, som også viser forskel på Norden og EU-staten er, at de nordiske lande har fastholdt den skattefinansierede nordiske velfærdsmodel, mens EU er i gang med at etablere en forsikringsmodel efter amerikansk forbillede. I Norden står fagbevægelsen også stærkere efter, at EU-domstolen ikke længere har indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken. Det har bl.a. ført til en nedsættelse af arbejdstiden og at flere borgere, der tidligere var uden for arbejdsmarkedet, har fået mulighed for arbejde. De nordiske landes konkurrenceevne er blevet styrket af dette – på trods af mange spådomme om at mere fritid ville koste Norden dyrt.

Danmark og Sverige trådte også ind i EFTA, men bestemt ikke EØS, efter landendes udtræden af EU. Høyre i Norge kunne ikke finde argumenter imod dette, da også de havde accepteret, at Storbritannien var blevet medlemmer af EFTA nogle år før. Norske Høyres argument om at Storbritannien var for stort til EFTA, viste sig i øvrigt at være helt ude i skoven. Det var til gengæld en fordel at være flere lande i EFTA når der skulle forhandles med EU. Den tidligere norske statsminister Erna Solberg (Høyre) havde desuden brugt landbruget, som argument mod britisk EFTA-medlemskab, og det var helt ubegribeligt, da både hun og Høyre ønskede, at Norge gennem EU skulle underlægges en overstatslig landbrugspolitik, og det faktum, at EFTA på ingen måde traf beslutninger overstatsligt. Danmark og Sverige blev derfor budt velkomne uden vanskeligheder. EFTA-medlemskabet sikrer bl.a. vores lande toldfrihed for alle industrivarer til EU og de andre EFTA-lande, og vi har også gennem EFTA indgået aftaler om bl.a. studenterudveksling og forskning med EU og lande uden for Europa.

Forud for Danmarks udtræden af EU var der en lang politisk kamp, hvor Folkebevægelsen mod EU spillede en helt central rolle. Folkebevægelsen fastholdt stædigt at EU-modstanden skulle være både tværpolitisk og ikke-racistisk. Målet for Folkebevægelsen var et demokratisk og internationalt orienteret Danmark, og det viste sig, at være netop det, som flertallet af danskerne også ønskede. Sammen med venner i andre lande – ikke mindst Nei til EU i Norge – argumenterede vi for, at magten burde ligge så tæt på borgerne som muligt, og at det var en farlig udvikling når EU ønskede at svække demokratiet og velfærden for borgerne. Men EU-toppen lyttede ikke. De havde i stedet stillet krav om, at alle EU-lande måtte bevæge sig i retning af kernen i EU.

I 2017 samlede 23 EU-lande sig i et tættere militært samarbejde. Sverige og Finland var blandt disse lande på trods af landendes såkaldte neutralitet. Den daværende danske udenrigsminister Anders Samuelsen havde i den anledning sagt at, det danske forsvarsforbehold (undtagelse fra EU’s militære projekt) var ”mærkeligt”. Men regeringen turde alligevel ikke lægge op til en folkeafstemning. De var simpelthen for bange for at tabe, og de kunne også se, at de tysk-franske planer ikke lige frem var noget, som den danske befolkning drømte om.

Men udviklingen tog fart i EU. Jean-Claude Juncker havde i sin ”state of the union” tale allerede i 2017 foreslået mere union. Det samme havde den franske præsident Emmanuel Macron gjort kort tid efter. Den tyske kansler Angela Merkel bakkede hurtigt og fuldt ud op om disse planer.

Macron og Merkel havde i starten tænkt sig, at alle forandringer af EU skulle ske inden for rammen af Lissabon-traktaten. Men som en afskedsgave til EU i 2019 tog Jean-Claude Juncker initiativ til dannelsen af Europas Forenede Stater, og Frankrigs og Tysklands regeringer bakkede op. Ja Frankrigs præsident Macron gik så langt, at han foreslog, at gøre de franske atomvåben til EU’s atomvåben. EU skulle simpelthen blive en supermagt. Det blev derfor vedtaget, at der skulle indkaldes til et konvent i 2020. De fleste danske folketingspartier prøvede at nedtone planen, og man kaldte det atter for en forfatningstraktat. Men der var dog ingen som sagde, at ”tanken om Europas Forenede Stater er stendød”.

Ved topmødet i EU i 2020 blev det besluttet, at vetoretten skulle afskaffes på de sidste områder, at et reelt EU-militær skulle oprettes og at EU-kommissionen skulle kaldes for regering. EU skulle blive til Europas Forenede Stater – United States of Europe i 2024. Alle lande skulle før dette tidspunkt sikre sig, at ratifikationsprocessen var på plads nationalt.

Bag lukkede døre blev der talt om, at man skulle gøre alt for at undgå folkeafstemninger. Irland og Danmark var som sædvanligvis problemer på grund af deres praksis med folkeafstemninger. EU-toppen ville ikke have, at de to lande og deres folk skabte problemer. Derfor fik Irland et løfte om, at en ny EU-institution om den europæiske identitet skulle placeres i Irland. Danmarks regering havde gjort det klart for EU-toppen, at danskerne havde brug for et løfte om, at Danmark fortsat var et selvstændigt land og at vi kunne fastholde kronen, da alle meningsmålinger de seneste år havde vist, at mindst 75 % af befolkningen ville stemme nej til en ny traktat, hvis det betød at kronen skulle afskaffes. Men at regeringen til gengæld vil gøre hvad den kunne for at tilslutte sig EU også på forsvars- og retsområdet. EU-toppen lovede, at Danmark skulle få en sådan ikke-bindende politisk erklæring om at Danmark var et selvstændigt land. Det var jo en gratis omgang for EU-staten, og mange havde moret sig over at Irland engang fik en erklæring om, at landet var neutralt, men at det ikke havde haft nogen større betydning. Det med, at Danmark kunne bevare kronen besluttede man, at man skulle lave lidt spin på, så Danmarks regering kunne fremstå, som nogle der havde fået en stor sejr.

Sverige havde dog ikke en undtagelse fra ØMU’en og EU stillede derfor et klart krav til svenskerne om at afskaffe den svenske krone, men EU-toppen blev enige med den svenske regering om at de stadigvæk måtte bevare deres undtagelse angående snus, og det ville den svenske regering kunne bruge nationalt. Kravet om afskaffelse af den svenske krone førte dog til en voksende modstand mod EU i den svenske befolkning, og der var også protester over alt i Sverige mod at svenske skatteydere skulle betale for de kommende EU-atomvåben.

EU-toppen havde i lang tid lavet stigende centralisering igennem Lissabon-traktaten. Der var f.eks. blevet etableret et militært hovedkvarter, en fælles forsvarsfond til støtte for EU’s våbenindustrier og ja en bankunion for at understøtte euro-projektet. Etableringen af bankunionen kom i øvrigt på et passende tidspunkt for en stor tysk bank, som var kommet i store vanskeligheder. Men EU-politikerne havde forinden beroliget borgerne med, at vi ikke skulle være bange. Det blev sagt, at bankerne selv skulle betale, hvis der kom en ny bankkrise og at det ikke ville ikke føre til højere skatter. Men til syvende og sidst blev det alligevel borgerne, der kom til at betale. Først gennem højere gebyrer, men dernæst gennem en statslig garanti. Bankunionen gik især udover folk med lavere indtægter, som fik det sværere ved at få tingene til at hænge sammen, og for at undgå større offentlig gæld blev der skåret i velfærden og skatten blev også sat op. Men EU-præsidenten var til gengæld glad og det var direktørerne også i den store tyske bank. Redningsaktionen blev omtalt som en sejr for det europæiske projekt. Danmark og Sverige havde dog klaret at holde sig uden for bankunionen, men med målet om dannelsen af Europas Forenede Stater havde regeringerne accepteret at lovgivningen på bankområdet også skulle bestemmes af EU.

I Danmark og Sverige havde der været stor støtte i de nationale parlamenter for indlemmelse i Europas Forenede Stater. Men den folkelige modstand voksede konstant. En vigtig faktor var også, at Storbritannien ikke var blevet isolerede efter landets udtræden af EU. Alle dommedagsprofetier om, at Storbritannien ville blive opslugt af Fenrisulven eller at briterne ville ende med at bo i jordhuler efter deres udtræden af EU var blevet gjort til skamme.

Modstanden mod EU-staten voksede desuden over hele det politiske spektrum når spørgsmålet om Europas Forenede Stater var ude af posen. Folkebevægelsen mod EU fik derfor flere medlemmer, og vi startede en landsdækkende kampagne for en folkeafstemning.

Den danske regering og flertallet i Folketinget forsøgte dog ikke at modsætte sig et sådant krav, da det stod klart, at EU ønskede overstatslige beføjelser inden for flere nye områder, og ikke mindst, at Danmark skulle fuldt med i EU’s forsvarspolitik og retspolitik. Ikke en gang regeringens bedste jurister kunne argumentere for, at der ikke var tale om suverænitetsafgivelse.

Den voksende modstand førte til, at afstemningen kom til at dreje sig om dansk tilslutning til den nye EU-forfatning eller dansk udtræden af EU. EU-tilhængerne vurderede, at dette blev deres bedste chance for at få Danmark med i EU-staten. Det var simpelthen ikke muligt for dem, at få befolkningen med på at afskaffe de danske undtagelser, hvis de tog afstemninger om dem enkeltvis. Men en skræmmekampagne om hvor galt det ville gå for Danmark uden for EU, uden for fællesskabet og uden nogen fremtid var deres bedste chance.

Heldigvis lykkedes det ikke for dem. Folk var klogere end EU-toppen havde regnet med.

Vi lever i dag uden for EU-staten. Det er vi glade for. Ligesom Canada kan samarbejde med USA, som en god nabo, kan de nordiske lande samarbejde med EU-staten. Norden og Canada har skattefinansieret velfærd, mens EU-staten og USA har valgt forsikringsordninger.

Vi har stadigvæk mange udfordringer og vi har brug for internationalt samarbejde. Folkebevægelsens gamle slogan Ja til verden – Nej til EU holder stadigvæk.

[Dette debatindlæg er bragt i den norske folkebevægelse Nei til EU’s årsbog “Europa 2027” i en norsk udgave. Vi var blevet bedt om at komme med et bud hvordan det vil gå for Danmark, Norden og EU de næste ti år. Her kan man læse mere om bogen: https://neitileu.no/aktuelt/juncker-uten-land – og vores debatindlæg er også bragt i Nei til EU’s medlemsblad i en forkortet og norsk udgave: https://neitileu.no/aktuelt/standpunkt-1-2018 ]