Sidste opdateringer juni 5th, 2022 9:46 AM
af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
I år 2000 stemte et flertal nej til euroen. Før folkeafstemningen blev der truet med, at et nej til euroen ville føre til højere huslejer, færre investeringer og store tab for det danske samfund, men efter afstemningen blev skræmmeargumenterne gjort til skamme: Det danske euro-nej har vist sig at være en fordel for Danmark.
Alligevel har et flertal på Christiansborg undermineret vores nej til euroen ved at indlemme os i EU’s finanspagt, og formentlig vil de svække det danske nej til euroen yderligere ved at indlemme Danmark i euro-landenes bankunion. Det må ikke ske. Derfor bør EU’s bankunion og EU’s finanspagt blive til valgtemaer før EU-parlamentsvalget og Folketingsvalget.
Euroen drejer sig ikke kun om mønter og sedler. Det er et politisk projekt, som leder til mere centralisme fra Bruxelles, og mindre demokrati i de deltagende lande.
Tolv år senere, i 2012, så EU’s finanspagt dagens lys. Det er en traktat, der er indgået mellem de fleste af EU’s medlemslande om stabilitet og styring i EU’s økonomisk monetære union (ØMU’en). De finanspolitiske bestemmelser i pagten er bindende for euro-landene. Storbritannien, Tjekkiet og Kroatien takkede nej til EU’s finanspagt, og Sverige, Polen og Ungarn har valgt ikke at lade sig binde af finanspagtens finanspolitiske eller økonomiske bestemmelser. Et flertal i Folketinget indlemmede alligevel Danmark i pagten uden en dansk folkeafstemning. Det var en demokratisk skandale.
Finanspagten er implementeret i dansk lovgivning via budgetloven, som også blev vedtaget i 2012, og fastsætter, at Danmark ikke må have et underskud på den strukturelle offentlige saldo større end ½ % af BNP.
Pagten fastlægger et udgiftspolitisk styringssystem med udgiftslofter for henholdsvis stat, kommuner og regioner.
Jeg er for, at der skabes balance i den offentlige økonomi, men jeg mener, at det er noget, som vi selv skal bestemme over i Danmark. Der kan være korte situationer, hvor det er bedst at have underskud, ikke mindst i en krisetid.
Budgetloven er til skade for samfundsøkonomien. Hvis den havde været i kraft, da finanskrisen kom, ville den have været en katastrofe for økonomien i de efterfølgende år, fra 2009 til 2012. Den ville have ført til langt større nedskæringer i den offentlige sektor, end det vi oplevede.
Budgetlovens udgiftslofter har desuden betydet, at kommunerne ikke har kunnet bruge de penge, de har liggende i kommunekasserne. Det svækker velfærden i Danmark.
Ligesom medlemskab af EU’s finanspagt er obligatorisk for euro-landene, er medlemskab af EU’s bankunion obligatorisk for dem.
Folketinget har endnu ikke taget stilling til om Danmark skal med i EU’s bankunion.
Efter EU-parlamentsvalget vil et udvalg, som er nedsat af regeringen komme med en indstilling angående Danmarks forhold til EU’s bankunion. Vores statsminister Lars Løkke Rasmussen hælder dog til et ja, og han er også imod en dansk folkeafstemning om EU’s bankunion.
Justitsministeriet er nemlig nået frem til, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, hvis vi indlemmes i EU’s bankunion. Jeg er meget uenig:
EU’s bankunion giver kun indflydelse til euro-landene. Det betyder, at hvis Danmark indlemmes i EU’s bankunion, så vil ingen dansker sidde med ved bordet, når beslutninger træffes i bankunionens ledelse.
Bankunionen har en myndighed, der hedder Den Fælles Afviklingsinstans (“Single Resolution Board”). Afviklingsinstansen vil kunne lukke en dansk storbank, hvis banken kommer i vanskeligheder, og altså uden dansk indflydelse. Det er for mig helt ubegribeligt, at nogen dansk politiker og især en dansk statsminister kan støtte, at en udenlandsk myndighed uden dansk medvirken skal have så stor magt i Danmark.
Det er derfor på tide, at såvel EU’s bankunion som EU’s finanspagt gøres til temaer for EU-parlamentsvalget og Folketingetsvalget.
Du kan hjælpe med at sætte dem på dagsordenen. Spørg kandidater i de to valg, om de støtter dansk medlemskab af EU’s bankunion og EU’s finanspagt. Spørg kandidaterne, om de vil have en folkeafstemning om EU’s bankunion, før politikerne på Christiansborg stemmer om dansk indlemmelse. Spørg dem, om de vil have Danmark ud af EU’s finanspagt.
I Folkebevægelsen mod EU vil vi tage magten tilbage. Vi siger klart nej til EU’s bankunion, og vi vil have Danmark ud af EU’s finanspagt. Stem på Folkebevægelsens liste N den 26. maj.
Det danske nej til euroen skal respekteres!
Ja til samarbejde og demokrati – Nej til EU-staten!
jun 05, 2022 Kommentarer lukket til God grundlovsdag! Demokrati er ikke en selvfølge!
maj 31, 2022 Kommentarer lukket til Den britiske kontreadmiral Roger Lane-Nott anbefaler et nej
maj 22, 2022 Kommentarer lukket til Vetoretten inden for forsvarsområdet er under pres i EU. Derfor drejer folkeafstemningen sig om suverænitet på forsvarsområdet
maj 19, 2022 Kommentarer lukket til Ny avis om forsvarsforbeholdet – med kritiske stemmer fra centrum-venstre
jun 05, 2022 Kommentarer lukket til God grundlovsdag! Demokrati er ikke en selvfølge!
maj 31, 2022 Kommentarer lukket til Den britiske kontreadmiral Roger Lane-Nott anbefaler et nej
maj 22, 2022 Kommentarer lukket til Vetoretten inden for forsvarsområdet er under pres i EU. Derfor drejer folkeafstemningen sig om suverænitet på forsvarsområdet
maj 19, 2022 Kommentarer lukket til Ny avis om forsvarsforbeholdet – med kritiske stemmer fra centrum-venstre