Sidste opdateringer juni 5th, 2022 9:46 AM
Farvel til Radikale Venstre på grund af EU
Af Lave K. Broch
I 1988 begyndte min radikale rejse. Jeg blev gymnasiepraktikant for den radikale EU-modstander og socialminister Aase Olesen. Jeg havde meget stor respekt for Aase Olesen, og at hun gav sig tid til at vise en 16-årig gymnasieelev, hvordan hun arbejdede. Olesen var også nordist.
Da jeg var praktikant blev jeg også inviteret med til gruppemøde for den radikale folketingsgruppe, og det var den dag, hvor Bjørn Elmquist skiftede fra Venstre til Radikale Venstre. Elmquist var en mand, der stod fast ved vigtige værdier, og som skiftede parti i frustration over Uffe Ellemann-Jensens ledelsesstil og Venstres holdning i Tamilsagen. Venstre svigtede allerede dengang liberale grundværdier.
Jeg vidste tidligt, at jeg var imod EF, der senere blev til EU. Det at kommissionen har monopol på at stille lovforslag kunne jeg ikke forene med et reelt demokrati. Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg kom til at samarbejde med Aase Olesen og Bjørn Elmquist og andre gode radikale i kampen imod EU’s udvikling og f.eks. euroen.
Jeg støttede allerede dengang Folkebevægelsen mod EF. Mange radikale havde spillet en ledende rolle i Folkebevægelsen mod EF. Radikal Ungdom havde været medstifter af Folkebevægelsen mod EF, og Radikale Venstre havde anbefalet et nej til EU’s indre marked. I partiets grundlag var det desuden slået fast, at Radikale Venstre var imod, at EF blev en politisk, økonomisk og militær union. Sven Skovmand havde som radikalt medlem af Folketinget i 1972 stemt nej til dansk medlemskab af EF og han havde var medlem af EF-parlamentet for Folkebevægelsen fra 1979 til 1984.
Da jeg senere (i 1991) begyndte at læse statskundskab på Københavns Universitet, dukkede forslaget til Maastricht-traktaten op. Da jeg læste forslaget, var jeg ikke i tvivl. Jeg var varm tilhænger af internationalt samarbejde, men imod udviklingen af en union og på sigt en EU-stat. Min vision for verden er en verdensorden, hvor ret vejer tungere end magt. Jeg ønskede derfor, at Danmark skulle sige nej til EU og i stedet arbejde for en styrkelse af folkeretten og FN. Noget, som Radikale Venstre normalt havde gjort.
I 1992 deltog jeg i Radikal Ungdoms møder med Marianne Jelved. Jeg glemmer aldrig det sidste møde før folkeafstemningen om Maastricht-traktaten. Jeg sagde, at jeg forventede, at det kunne blive et nej. Mange af deltagerne på mødet kiggede underligt på mig. Jelved afsluttede mødet med at lægge det næste møde den 3. juni 1992. Sjovt nok kom kun to fra Radikal Ungdom til det møde. Det var mig og min gode ven René Rosenqvist. Jelved bad Jørgen Estrup om at tage mødet med os. Jeg var så glad for, at et flertal havde stemt nej, og jeg havde selv kæmpet aktivt for et nej.
Jørgen Estrups stærke internationale engagement og retfærdighedssans var i øvrigt en af årsagerne til, at jeg valgte at blive medlem af Radikale Venstre.
Jeg var også varm tilhænger af det nordiske samarbejde, og det var Radikale Venstre også. Norden har jeg altid set som en modvægt til uretfærdighed både nationalt og internationalt. Jeg har derfor altid arbejdet for et tættere nordisk samarbejde, og jeg var også med i Radikale Venstres arbejdsgruppe for et nordisk program i 90’erne.
I 1997 blev principgrundlaget for Radikale Venstre ændret, så der ikke stod, at partiet var imod en politisk, økonomisk og militær union. Det var jeg og andre radikale EU-modstandere og EU-kritikere meget imod. Vi tog derfor initiativ til dannelsen af Radikalt EU-kritisk Netværk. Før vi stiftede netværket, informerede vi partiledelsen om det.
Elisabeth Arnold inviterede Bjarke Thomassen og mig til middag på Christiansborg. Her fik vi talt sammen om vores fælles værdier og EU’s udvikling. Arnold sagde på et tidspunkt, at hun syntes, at det var bedre, at Folkebevægelsen mod EU blev til et parti. Jeg forklarede, at vi er tværpolitiske, og at jeg deler de radikale grundværdier. Selv om Arnold sagde dette, var det et behageligt møde, og jeg vil sige, at jeg generelt synes, at der er et demokratisk sindelag i partiet, hvilket jeg sætter meget pris på.
I 1998 var jeg folketingskandidat for Radikale Venstre. Det var Indre By i København, der enstemmigt havde valgt mig, og i valgkampen kæmpede vi flot sammen uanset holdning til EU. Margrethe Vestager hjalp f.eks. med at hænge mine valgplakater op. Men nogle år efter valget endte det med, at jeg blev afsat som folketingskandidat med et spinkelt flertal på en generalforsamling for hovedstadens radikale. I Indre By var der ellers stadig opbakning til mig. Min egen kredsformand var rasende, og der blev skrevet en del om det.
Jeg fortsatte dog med at være radikal og sad i perioder i bestyrelsen på Vesterbro, Indre By og i bestyrelsen for hovedstaden.
Igennem mange år deltog jeg i landsmøder. I år 2000 havde vi en reel debat om euroen på landsmødet i partiet, og der blev lavet en skriftlig afstemning. Mere end 20 % af de delegerede stemte nej til euroen. Før afstemningen kom DR og spurgte, om det kunne ende med et radikalt nej til euroen, men jeg måtte desværre sige, at det troede jeg ikke, for jeg havde på fornemmelsen, at flertallet i salen støttede euroen. Til gengæld sagde Marianne Jelved til mig i al fortrolighed, at hun troede at det blev et nej i folkeafstemningen. Det havde jeg respekt for. Radikalt EU-kritisk Netværk fik i øvrigt også oplysningsmidler fra partiet, og vi lavede en rigtig god lille pixibog.
Vi fortsatte standhaftigt med vores EU-kritik i Radikalt EU-kritisk Netværk, og rundtom i landet var der modstand. Min gode ven Ditte Staun, der ligesom jeg er EU-modstander og radikal, blev valgt til byrådet i Skive i 2009. Også andre steder i landet var der gode folk på poster i partiet, og det er der stadig i dag. Radikalt EU-kritisk Netværk eksisterer stadig, og netværkets to ordførere er Hedvig Vestergaard og Sven Skovmand.
Vi kæmpede også aktivt i folkeafstemningen om retsforbeholdet, og det blev heldigvis et nej. Udviklingen i partiets holdninger til EU har dog gjort, at min støtte til partiet har været aftagende.
Jeg synes stadig, at partiet har mange grundlæggende værdier, som er vigtige. Men jeg mener, at EU’s opbygning og udvikling er i strid med meget af det, som partiet står for.
Jeg er derfor uforstående over for, at Radikale Venstre kun vil støtte en dansk regering, der vil afskaffe de danske forbehold i EU. Og jeg er især uforstående over for den radikale støtte til EU’s militære projekt.
EU’s militære udvikling er ikke til gavn for freden i verden og strider imod, hvad enhver radikal burde stå for.
Jeg ønsker ikke, at Danmark skal bakke op om ufred i verden. Jeg ser hellere, at de nordiske lande går tættere sammen i kampen for fredsmægling og for en overholdelse af folkeretten. Norden kan igen komme til at spille en vigtig rolle. Men vi skal i Danmark ikke deltage i flere ulovlige angrebskrige, og vi skal ikke bruge danske skattekroner på at støtte en våbenindustri, der sælger våben til regimer, der vedvarende krænker menneskerettighederne.
Vi har også brug for en grøn omstilling, hvis vi vil redde kloden, og her begrænser EU Danmarks muligheder for at tage førertrøjen på. Det skal vi ikke acceptere. Desværre har flertallet på Borgen skyklapper på, når det gælder EU og miljøet.
Da jeg ikke kan følge med i partiets udvikling på EU-området, har jeg besluttet, at jeg ikke kan fortsætte som medlem af partiet. Jeg har egentlig ikke flyttet mig politisk, men det har Radikale Venstre.
Jeg ved, at mange radikale har et godt hjerte. Men den kurs, som partiet tager på EU-området, er til skade for demokratiet, miljøet, den nordiske velfærdsmodel og et globalt udsyn.
Jeg beklager derfor, at jeg må sige farvel til mit parti. Det er ikke nemt for mig.
Jeg vil nu gå i tænkeboks angående det partipolitiske, og I vil høre fra mig, når jeg har fundet ud af, hvilken partipolitisk vej jeg ønsker at gå.
Jeg fortsætter dog som aktiv i Folkebevægelsen mod EU. Den tværpolitiske EU-modstand er vigtigere end nogensinde.
